Bekendtgørelse om planlægning for lokalplanpligtige solcelleanlæg i det åbne land trådte i kraft den 1. juni 2024.

Plan- og Landdistriktsstyrelsen har udgivet en vejledning om planlægning for lokalplanpligtige solcelleanlæg i det åbne land. Den har til formål at hjælpe både kommunerne og solcelleopstillerne med at tage alle relevante forhold i betragtning, når de vil planlægge solcelleanlæg i det åbne land.

Energistyrelsen har udgivet en eksempelsamling om kommunernes planlægning for solcelleanlæg. Eksempelsamlingen indeholder eksempler på afvejning af hensyn inden for forskellige temaer inden for planlægning af solcelleanlæg i det åbne land.

Klimaaftalen om grøn strøm og varme fra juni 2022 skal sikre rammevilkår, der kan muliggøre en firedobling af den samlede elproduktion fra sol- og landbaseret vindenergi inden 2030. Der er ikke på nuværende tidspunkt fastlagt forpligtende målsætninger for de enkelte kommuner.

Der findes i dag fire VE-ordninger i VE-lovens kapitel 2, som har til hensigt at fremme lokal og kommunal opbakning af VE-anlæg. Reglerne omfatter solcelleanlæg opstillet på terræn som har en installeret effekt på 500 kW eller derover, solcelleanlæg på søer samt vindmøller højere end 25 m. Det er opstillerne af VE-anlæg, som dækker udgifterne til kompensation i alle ordninger. Ordningerne gælder anlæg, som har opnået byggetilladelse efter d. 1. juni 2020.

Find mere information om VE-ordningerne på Energistyrelsens hjemmeside.

Naboer i beboelsesejendomme inden for 200 meter fra et solcelleanlæg er omfattet af salgsoptionsordningen og VE-bonusordningen og kan søge om at få vurderet værditab, uden at skulle betale gebyr.

Når der opmåles i forhold til de nævnte VE-ordninger omfatter et solcelleanlæg både paneler, stativer, invertere og transformere. Hvis inverter og transformer er placeret i en teknikbygning, så udgør denne også en del af solcelleanlægget, i henhold til VE-loven. Dertil kommer, at et eventuelt hegn og afskærmning, herunder beplantningsbælter, som opstiller etablerer i forbindelse med et solcelleanlæg, også skal medregnes som en del af solcelleanlægget.

Ved beregning af afstand til beboelsesejendom, så skal denne afstand beregnes frem til beboelsesejendommen, og ikke blot matriklen. Altså opmåles de 200 meter som afstanden mellem solcelleanlæggets ydre grænse (hegn, beplantning og lignende) og selve beboelsesejendommen.

De nærmere regler omkring VE-ordningerne er fastsat i VE-loven. Af lovens § 13 fremgår det, at en opstiller skal tilbyde husstande inden for 200 meter af et solcelleanlæg en salgsoption. Salgsoptionsordningen finder kun anvendelse, såfremt en beboelsesejendom er hel eller delvis beliggende inden for 200 meter af et solcelleanlæg, samt der i forbindelse med værditabsvurdering vurderes et værditab på over 1 pct.

Det fremgår af planlovens § 15, stk. 2, (lokalplankataloget), hvad der kan fastsættes bestemmelser om i en lokalplan. Lokalplankataloget er udtømmende. Der vil således efter omstændighederne kunne stilles krav til beplantning af ubebyggede arealer, jf. § 15, stk. 2, nr. 12.

Der kan knyttes vilkår eller betingelser til en tilladelse, såfremt de er i overensstemmelse med planlovens formål og sagligt begrundet i forhold til de hensyn, som varetages i planloven, herunder i landzonereglerne.

Planloven indeholder en mulighed for at give en landzonelokalplan bonusvirkning. Det betyder, at lokalplanen erstatter en ellers nødvendig landzonetilladelse. Bonusvirkning kan f.eks. anvendes, hvor der er tale om en lokalplan for et konkret projekt som eksempelvis et solcelleanlæg.

Der er i landzoneadministrationen praksis for, at der kan fastsættes betingelser om, at et anlæg skal fjernes, når det ikke længere benyttes (fjernelsesvilkår), og evt. vilkår om reetablering. Det er Plan- og Landdistriktsstyrelsens umiddelbare vurdering, at en kommune vil kunne optage bestemmelser i en landzonelokalplan om, at et givent område skal anvendes til f.eks. solcelleanlæg, og at udlagte områder til f.eks. stier og vild natur mellem solcellerne skal anvendes som et rekreativt grønt område. Ved at indsætte et fjernelsesvilkår for solcelleanlægget i landzonelokalplanen, vil det få den retlige betydning, at solcelleanlægget skal fjernes efter brug. Det vil ikke ændre på, at de tilbageværende stier og vild natur fortsat vil være udlagt til et rekreativt grønt område, og vil således være sikret ved lokalplanen.

På sologvindinfo.dk kan man se den samlede registrerede nettilsluttede kapacitet for solcelleanlæg og vindmøller på kommuneniveau. Det er også muligt at se, hvor på kortet de enkelte VE-anlæg er placeret. Informationerne er baseret på Energistyrelsens stamdataregister, hvor netselskaberne løbende indrapporterer nye oplysninger om nettilslutning af solcelleanlæg og vindmøller. Data justeres derfor løbende, og der kan også være en tidsmæssig forskydning fra anlæg nettilsluttes, og til de bliver registreret i stamdata. Der vil dermed altid være tale om et øjebliksbillede.

Der er ikke et entydigt svar på, hvornår et solcelleanlæg er lokalplanpligtigt. Det vil altid komme an på en konkret vurdering. Generelt fastsætter planlovens § 13, stk. 2, at der skal tilvejebringes en lokalplan, før der gennemføres større udstykninger eller større bygge- eller anlægsarbejder. Ved vurderingen af, om et byggeprojekt skal betragtes som et større bygge- eller anlægsarbejde, er det afgørende kriterium ifølge lovbestemmelsens motiver og praksis, om projektet vil medføre væsentlige ændringer i det bestående miljø. Vurderingen af om et projekt er ”større”, er derfor relativt. Selve omfanget af projektet har stor betydning, men hertil kommer projektets konkrete visuelle, funktionelle og miljømæssige konsekvenser bedømt i forhold til områdets karakter. I en konkret sag, har Planklagenævnet truffet afgørelse om, at et solcelleanlæg på ca. 1 ha udløste lokalplanpligt i forhold til omgivelserne.

Kommunerne skal varetage de nationale interesser i kommuneplanlægningen. Der kan ikke peges på særlige nationale interesser, der er vigtigere end andre, da det afhænger af, hvilken national interesse det konkrete areal er omfattet af. Oversigten over nationale interesser i kommuneplanlægning sammenfatter de nationale hensyn, som staten påser i kommunernes kommuneplanlægning. Det fremgår også af oversigten, hvilken statslig myndighed der varetager hver national interesse, og som kommunerne kan kontakte for dialog.

Kommunalbestyrelsen har mulighed for (men er ikke forpligtet til) at ekspropriere med hjemmel i planlovens § 47, dvs. når det er nødvendigt for at kunne realisere en lokalplan. Muligheden for ekspropriation bortfalder, hvis kommunalbestyrelsens beslutning om ekspropriation ikke er truffet, inden 5 år efter at planen er trådt i kraft. 

Ekspropriation efter planloven kan ske under opfyldelse af en række betingelser. Heraf kan følgende særligt fremhæves: 

• Der skal foreligge en vedtaget og offentligt bekendtgjort lokalplan på det tidspunkt, hvor der træffes beslutning om ekspropriation.
• Lokalplanen skal indeholde præcise og detaljerede bestemmelser om det projekt, der ønskes gennemført. 
• Ekspropriation kan kun ske inden for det område, som omfattes af lokalplanen. 
• Nødvendige tilladelser og dispensationer til realisering af ekspropriationsformålet skal være meddelt på ekspropriationstidspunktet. 
• Ekspropriation med hjemmel i planloven kan ske, når det vil være af væsentlig betydning for virkeliggørelsen af en lokalplan, og for varetagelsen af almene samfundsinteresser. 
• Ekspropriation til fordel for en privat aktør kan ske, hvis ekspropriationen i øvrigt tjener almene samfundsinteresser. Der gælder imidlertid et skærpet nødvendighedskrav, hvis ekspropriation skal ske til fordel for private. 
• Ekspropriationens formål må ikke kunne opnås med mindre indgribende midler, for eksempel ved en frivillig aftale med den berørte lodsejer. 
• Ekspropriationen må ikke omfatte et større areal end nødvendigt. Hvis lodsejeren eller nogen ejeren har indgået aftale med, selv vil og kan forestå virkeliggørelsen, kan der heller ikke eksproprieres. 
• Ekspropriation skal være nødvendig og tidsmæssig aktuel for realisering af ekspropriationsformålet, og der skal derfor være et aktuelt behov for at virkeliggøre lokalplanen. 
• Indgrebet og betydningen af en ekspropriation for den ejer af ejendom, som vil skulle eksproprieres, skal stå i et rimeligt forhold til de almene samfundsinteresser, som forfølges med ekspropriationen. Kravet om rimelighed og forholdsmæssighed må således vurderes konkret med hensyn til indgrebets karakter og betydning for de involverede.

Det er en national interesse, at bevaringsværdige landskaber og større sammenhængende landskaber som udgangspunkt friholdes for tekniske anlæg, så de landskabelige kvaliteter og oplevelser ikke udviskes og forsvinder for bestandigt.

Kommunerne udpeger bevaringsværdige landskaber og større sammenhængende landskaber. Miljøstyrelsen fører tilsyn med, at retningslinjerne i kommuneplanerne udformes og forvaltes med udgangspunkt i de nationale interesser.

Der kan ikke nedlægges generelle forbud mod opsætning af VE-anlæg i beskyttede landskabsudpegninger. Forudsætninger er, at der skal foretages en konkret og individuel vurdering af, om de karakteristiske landskabstræk og landskabsoplevelser kan fastholdes og evt. styrkes.

Bevaringsværdige landskaber er karakteristiske og oplevelsesrige landskaber af høj kvalitet, som ønskes beskyttede og evt. forbedrede. De knytter sig typisk til landskaber, der er kendetegnet af åse, dale, bakker, skove, sø- og kystområder og er generelt friholdt for anden bebyggelse end den, der er nødvendig for driften af landbrug, skovbrug og fiskeri. De landskabelige værdier kan sløres eller forsvinde, hvis der f.eks. etableres byudvikling eller tekniske anlæg – herunder VE-anlæg.

Større sammenhængende landskaber er oplevelsesrige landskabsstrøg, hvor det er muligt at opleve steder i Danmark, som ikke er domineret af bymæssig bebyggelse eller større tekniske anlæg. De udpegede landskaber kan skabe sammenhæng mellem bevaringsværdige landskaber i områder, hvor der er gode udsigts- og landskabsoplevelser. Her kan større VE-anlæg forringe de landskabelige sammenhænge og karaktergivende elementer og strukturer eller have konsekvens for det karakteristiske og oplevelsesrige i de tilhørende bevaringsværdige landskaber.

Oversigt over nationale interesser i kommuneplanlægning oplister de nationale interesser, som kommunerne skal tage hensyn til i deres planlægning. Her skal Miljøstyrelsen sikre, at kommunerne tager hensyn til bl.a. nationale landskabs- og geologiinteresser.

Solcelleanlæg kan på kort afstand virke som synsmæssige barrierer i forhold til at kunne opleve geologiske værdier og formationer, mens anlægget føjer sig til terrænet, når det betragtes fra lang afstand. Vindmøller har på lange afstande en væsentlig visuel indflydelse på landskab og geologiske interesser omkring dem, mens gravning ved anlægsarbejdet lokalt vil kunne sløre og udviske værdifulde profiler. Ved planlægning bør dette indgå i vurderingen af, om et VE-anlæg kan indpasses uden at forringe de geologiske oplevelsesværdier.

Det er en national interesse, at de nationale geologiske interesseområder og kystlandskaber udpeges i kommuneplanen, og at de sikres med retningslinjer og rammer. Udgangspunktet er at friholde de værdifulde geologiske områder for VE-anlæg, der slører områdernes indbyrdes overgange og sammenhænge og/eller sløre værdifulde profiler, herunder kystprofiler.

Oversigt over nationale interesser i kommuneplanlægning oplister de nationale interesser, som kommunerne skal tage hensyn til i deres planlægning. Her skal Miljøstyrelsen sikre, at kommunerne tager hensyn til bl.a. nationale landskabs- og geologiinteresser. Dette bl.a. for at kunne opleve de få steder i Danmark, som er upåvirkede af bymæssig bebyggelse eller tekniske anlæg.

Formålet med lovforslaget er at sikre, at flere arealer i det åbne land kan anvendes til produktion af vedvarende energi. Ændringen betyder, at kommunerne får mulighed for, men ikke pligt til, at planlægge for opstilling af vindmøller og solceller i udpegede bevaringsværdige landskaber og større sammenhængende landskaber, der kan karakteriseres som herregårdslandskaber eller godslandskaber, og som ikke er af en særlig kvalitet.  Det gælder uanset om de pågældende landskaber er udpeget med denne betegnelse i kommuneplanen eller ikke. I vurderingen af, om et herregårds- eller godslandskab er af ”en særlig kvalitet”, vil det indgå, om det pågældende landskab er sjældent, om det indeholder en høj oplevelsesværdi, f.eks. om landskabet er særligt udtryksfuld, har en visuelle herlighedsværdi, en hovedbygning, der indgår i samspil med omgivende udstrakte marker, eller når terrænformationer er tydelige og uden slørende og forstyrrende fremmedelementer.

Det betyder også, at sådan karakterisering af landskabet imidlertid vil kunne medføre en statslig indsigelse mod den foreslåede planlægning. Se LOV nr. 418 af 25/04/2023.

Med andre ord betyder undtagelsen, at kommunen kan planlægge for vindmøller og solceller, men den skal ikke.

Oversigt over nationale interesser i kommuneplanlægning oplister alle de nationale interesser, som kommunerne skal tage hensyn til i deres planlægning. Her skal Miljøstyrelsen sikre, at kommunerne tager hensyn til bl.a. nationale landskabs-, geologi- og naturinteresser.

Der gælder forskellige regler for muligheden for opstilling af solceller i ordningerne, der administreres af hhv. Landbrugsstyrelsen, Miljøstyrelsen og Naturstyrelsen.

I Landbrugsstyrelsens tilskudsordning til Vand- og klimaprojekter er opsætning af vedvarende energi, herunder solceller, mulig, så længe det er foreneligt med projektets effekter og ikke forhindres af anden lovgivning. En eventuel opsætning af solceller på disse arealer kræver en individuel vurdering.

Opsætning af vedvarende energi, herunder solceller, er på nuværende tidspunkt ikke muligt i klima-lavbundsprojekter under Miljøstyrelsens tilskudsordning og i Naturstyrelsens anlægsprojekter. Miljøministeriet er i gang med at undersøge, om reglerne kan ændres til samme regler, der gælder i Landbrugsstyrelsens Vand- og klimaprojekter.

På nuværende tidspunkt, hvis der er ønske om at kombinere et udtagningsprojekt, der får tilskud fra staten, med opsætning af solcelleanlæg, skal der derfor søges om tilskud til projektet under Landbrugsstyrelsens ordning for Vand- og klimaprojekter.

Bemærk at ovenstående udelukkende omhandler om ordningerne tillader at VE kombineres med udtagningsprojekterne. Ovenstående forholder sig således ikke til om der er anden lovgivning på området, der forhindrer opsætning af solceller.

Udgangspunktet er, at byggeri og anlæg mv. ikke er muligt i fredskov, men Miljøstyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere til f.eks. en vindmølle efter en konkret vurdering. Det forudsætter en ansøgning fra lodsejeren til Miljøstyrelsen, hvor der redegøres for projektet.

Muligheden for at give dispensation vi afhænge af, om Miljøstyrelsen vurderer, om der foreligger samfundsmæssige hensyn, som vejer tungere end hensynet til at bevar fredskoven, og hvis vindmøllen ikke kan placeres uden for fredskov.

Det er projektets samlede væsentlige miljøpåvirkninger, som skal miljøvurderes. Det vil derfor være i strid med miljøvurderingsreglerne at opdele ét samlet projekt i to eller flere separate projekter. I forbindelse med sagsbehandlingen af en miljøvurderingssag foretager miljøvurderingsmyndigheden(erne) sammen med bygherre en vurdering af, hvad der er omfattet af projektet. Alle projektets dele er omfattet, også de dele som ikke har et selvstændigt bilagspunkt, f.eks. søkabler, udledninger mv.

Det er altid en konkret vurdering, om et VE-anlæg og et tilhørende kabeltrace efter miljøvurderingsreglerne skal behandles som ét samlet projekt eller to separate projekter. I de tilfælde hvor kabeltraceet udelukkende betjener VE-anlægget, fremgår det af EU-vejledningen, at kabeltraceet i mange tilfælde vil være at betragte som en del af det konkrete VE-projekt. Omvendt vil en generel udbygning af det overordnede el-transmissionsnet til brug for flere projekter i mange tilfælde ikke være en del af de konkrete VE-projekter. Det er dog alene retningslinjer, og det er derfor vigtigt at foretage en konkret vurdering ud fra kriterierne i EU-kommissionens vejledning herom. 

For at kunne udelukke forekomsten af bilag IV-arter, skal de pågældende områder være undersøgt tilstrækkeligt og på de rigtige tidspunkter på året. For at sikre dette, anbefaler Miljøstyrelsen, at DCE’s tekniske anvisninger følges, samt at der søges relevant supplerende information i eksempelvis DCE’s Håndbog om dyrearter på habitatdirektivets bilag IV (2023 og 2024). Såfremt tilstedeværelsen af en bilag IV-art ikke kan udelukkes, skal den pågældende myndighed handle ud fra et forsigtighedsprincip og antage, at arten er tilstede.

Hertil bemærkes det, at såfremt et projekt medfører indgreb i bilag IV-arter yngle- og rasteområder, kan en undersøgelse for potentielt forekommende arter ikke undlades, da ethvert indgreb i et levested er at betragte som en forringelse af den økologiske funktionalitet og indgrebet skal dermed afværges. For padder skal man være opmærksom på at der er risiko for, at juvenile individer opholder sig i rasteområderne i yngleperioden og et indgreb i rasteområderne, uafhængigt af tidspunkt på året, medfører en risiko for individdrab.

Når der i et projekt skal udføres anlægs- og gravearbejde, skal det sikres, at både individ- og levestedsbeskyttelsen for bilag IV-arter er varetaget. Hertil kan inddrages afværgeforanstaltninger som eksempelvis underboring af levesteder, opsætning af paddehegn, eller der kan anlægges/graves uden for levestederne i den/de perioder, hvor bilag IV-arter ikke opholder sig i hhv. yngle- eller rasteområderne. Beslutningen om hvilke afværgeforanstaltninger der anvendes, skal foretages ud fra en artsspecifik tilgang, da der er forskel i arternes adfærd og biologi.  F.eks. benytter løgfrø gerne visse typer af marker i omdrift som rastested, både sommer og vinter. Dette besværliggør aktiviteter i nærheden (500 meter) af ynglevandhuller, uanset årstid, uden forudgående afværgetiltag såsom indsamling og flytning af individer. Læs om de specifikke arter i den føromtalte Håndbog om bilag IV-arter fra DCE.

Det kan i nogle situationer være nødvendigt at indsamle eller flytte individer af bilag IV art, f.eks. bilag IV-padder, hvis paddehegnene afskærer dem muligheden for at vandre mellem deres yngle- og rasteområder. Miljøstyrelsen er myndighed og skal ansøges om dispensation til indsamling og flytning, jf. artsfredningsbekendtgørelsen. Alle informationer, der skal ligge til grund for en dispensation efter artsfredningsbekendtgørelsen, for så vidt angår bilag IV-arter, skal foreligge forud for, at der kan meddeles tilladelse til projektet efter miljøvurderingslovens § 25. Årsagen hertil er, at en dispensation til indsamling og flytning af bilag IV-arter er at betragte som en fravigelse i habitatdirektivets forstand og forudsætter en mere detaljeret redegørelse.

Såfremt det ikke kan sandsynliggøres, at bilag IV-beskyttelsen kan varetages på et tilstrækkeligt højt niveau, der imødekommer den meget strenge beskyttelse af både individer og levesteder, kan projektet ikke opnå tilladelse.

Afslutningsvist bemærkes, at der ligeledes er et forbud mod individdrab af nationalt fredede arter, jf. artsfredningsbekendtgørelsens § 14, stk. 1.

I screeningssager skal der udarbejdes en væsentlighedsvurdering, hvor det på det foreliggende grundlag skal kunne udelukkes, at projektet kan medføre en væsentlig påvirkning på habitatnaturtyper og arter på udpegningsgrundlaget (bilag II-arter). Dette er uafhængig af, om projektet realiseres inden for eller uden for et Natura 2000-område.

Bestanden af bilag II-arterne tilknyttet et Natura 2000 område, er også beskyttet, selvom arten opholder sig uden for Natura 2000 området. I forbindelse med underboringer kan der forekomme blowouts, som er utilsigtede hændelser, hvor boremudder finder vej til overfladen, og potentielt kan påvirke arter og naturtyper på udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området.

Hvis underboringen foretages under et vandløb, enten i et Natura 2000-område, eller eksempelvis under et vandløb, der løber til eller fra et Natura 2000-område, kan blowout potentielt medføre påvirkning på udpegningsgrundlaget (eksempelvis fisk, som lampretter, herunder også æg og yngel, arter af muslinger, m.v.).

Hvis ikke der er udført undersøgelser, kan det være svært at udelukke, hvorvidt er på den konkrete placering for underboringen, er vigtige elementer for arterne på udpegningsgrundlaget, eksempelvis gydebanker eller fastsiddende arter og om et eventuelt blowout kan påvirke bevaringsstatussen for disse arter.

Når der skal udføres underboringer, udarbejder entreprenørerne ofte en beredskabsplan, der beskriver hvordan et eventuelt blowout skal håndteres og hvordan der ryddes op efter et.

Beredskabsplaner vil som udgangspunkt være at betragte som en afværgeforanstaltning. Afværgeforanstaltninger for arter og naturtyper, der er på udpegningsgrundlaget for Natura 2000-områder, kan ikke medtages i screeningssager, men medfører, at projekterne skal gennemgå en fuld miljøvurdering. For at en beredskabsplan ikke anses for at være en afværgeforanstaltning, skal der i væsentlighedsvurderingen kunne redegøres for, at det kan udelukkes, at et blowout med den størst tænkelige mængde boremudder, kan medføre en væsentlig påvirkning af udpegningsgrundlaget, hvis det ikke samles op. I et sådant scenarie, kan en beredskabsplan og evt. oprydning efter et blowout være en anlægsteknisk del af projektet og ikke en afværgeforanstaltning. Dette vil dog altid afhænge af en konkret vurdering.

Det anbefales, at der altid udarbejdes konkrete beredskabsplaner for de enkelte underboringer, så det sikres, at oprydningsarbejdet tager hensyn til de konkrete forhold, der er på den enkelte lokalitet.

Da VE-anlæg har en meget lang driftsperiode, og det ikke er muligt at forudse, hvordan lovgivningen på området ser ud til den tid, er nedrivning ikke en del af projektet. Nedrivningen af selve VE-anlægget skal derfor ikke miljøvurderes i forbindelse med tilladelsen. Såfremt anlægget skal renoveres eller nedrives i fremtiden, vil det være at betragte som en ændring til det ansøgte projekt. Ændringer til allerede miljøvurderede projekter er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 13a, når ændringen kan have en væsentlig skadelig indvirkning på miljøet. Hvis nedrivningen behandles efter miljøvurderingsreglerne skal habitatreglerne tages i betragtning. For nedrivninger der ikke er omfattet af miljøvurderingslovens regler gælder naturbeskyttelseslovens § 29a samt artsfredningsbekendtgørelsens § 10.

Det er miljøvurderingsmyndigheden, der tilrettelægger miljøvurderingsprocessen, herunder samordningen af habitatkonsekvensvurdering og miljøkonsekvensvurderingen. Oftest vil der meget tidligt i forløbet være dialog mellem miljøvurderingsmyndighed og bygherre omkring habitatreglerne idet disse potentielt kan medføre, at projektet ikke kan realiseres eller kræver en fravigelse. Såfremt et projekt kræver en habitatkonsekvensvurdering udløser det også automatisk en fuld miljøvurderingspligt jf. EU-domstolens praksis.

Det kan i få tilfælde vurderes hensigtsmæssigt at udarbejde udkast til habitatkonsekvensvurderingen forud for at den fulde miljøkonsekvensvurderingsproces iværksættes. Dette kun hvis der er mistanke om, at projektet, alene af hensyn til reglerne i habitatdirektivet, ikke kan realiseres. Såfremt habitatkonsekvensvurderingen viser, at projektet ikke konflikter med reglerne i habitatdirektivet, kan habitatkonsekvensvurderingen indarbejdes i den samlede miljøkonsekvensvurdering.

Vær opmærksom på, at vurderinger efter habitatbekendtgørelsen skal fremgå af § 25 tilladelsen. Habitatvurderingen (væsentlighedsvurdering og/eller habitatkonsekvensvurdering) skal derfor stadig være retvisende på det tidspunkt uanset om der tidligere har været dialog om det.

Se mere om samspillet mellem habitatkonsekvensvurdering og miljøkonsekvensvurderingen i Miljøministeriets vejledning om miljøvurdering af konkrete projekter s. 38-42 og habitatvejledningens s. 22. 

Myndighederne har skærpet opmærksomhed på planer og projekter, der vil kunne påvirke arter på udpegningsgrundlaget for Natura 2000 områder. Som udgangspunkt vil det ikke kunne lade sig gøre at gennemføre et projekt, hvis der er risiko for, at det skader udpegningsgrundlaget. Det gælder også for projekter, der er placeret uden for en udpegning, men risikerer at påvirke "ind i området" eller påvirke arter i bestemte livsstadier, som eventuelt befinder sig uden for udpegningen. Man afgør dette efter en konkret vurdering.

Individbeskyttelsen for fugle gælder overalt jf. fuglebeskyttelsesdirektivet. Nationalt implementeret i artsfredningsbekendtgørelsen og jagt- og vildtforvaltningsloven, hvilket betyder, at fuglene ikke forsætligt må dræbes eller forstyrres. 

Det vil altid være en konkret vurdering, afhængigt af arter på udpegningsområdet, hvor lang en radius fra beskyttelsesområdet man skal vurdere på fuglenes påvirkning af en given plan/projekt. 

Ved væsentligheds- og konsekvensvurderinger skal der tages udgangspunkt i påvirkningen på udpegningsgrundlaget både ift. levesteder og forstyrrelser. Der findes imidlertid ikke en samlet og udtømmende liste over påvirkninger, som skal vurderes ift. fugle, når myndigheder skal gennemføre væsentligheds- og konsekvensvurderinger. Det vil derfor indgå som en del af den indledende fastlæggelse af omfanget af vurderingerne, hvilke påvirkninger som er relevante at foretage afhængigt af projektets/planens konkrete indhold. Det kan således konkret være relevant med en beskrivelse af, hvilke af henholdsvis ynglefugle og trækfugle som er på udpegningsgrundlag på de relevante Natura 2000-områder samt bestandsstørrelse (lokalt og evt. regionalt/nationalt). I lyset af fuglebeskyttelsesdirektivets formål, som er at beskytte alle de fuglearter som i vild tilstand har deres naturlige ophold på medlemslandenes område, og forpligtelsen til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at beskytte, opretholde eller genskabe tilstrækkeligt forskelligartede og vidtstrakte levesteder for alle vilde fugle indenfor EU, må det antages, at myndighederne i en vurdering af en plan eller et projekts påvirkning på en lokal bestand kan inddrage også de relevante arters bevaringsstatus på nationalt og regionalt niveau. Dette må antages i særlig grad at være relevant for trækkende fuglearter på udpegningsgrundlaget.

Fuglebeskyttelsesdirektivet forpligter sammen med habitatdirektivet medlemsstaterne til at udpege og forvalte særlige beskyttelsesområder (Natura 2000 områderne). Formålet med fuglebeskyttelsesområderne er at opretholde og sikre levesteder, der er blevet forringede eller er direkte truede. Hvert område er udpeget for at beskytte bestemte fuglearter, der enten er sjældne, truede eller følsomme over for ændringer af levesteder (bilag I-arter) - eller som regelmæssigt gæster Danmark for der at fælde fjer, raste under træk eller overvintre (regelmæssigt tilbagevendende trækfuglearter).

Den forpligtelse, der gælder efter habitatdirektivets artikel 6, stk. 3 til væsentligheds-/konsekvensvurdering af planer og programmer– og forbud mod at træffe afgørelser, som kan skade Natura 2000-områdets integritet, gælder således også for trækfugle, der er på udpegningsgrundlaget i Natura 2000- områder. Herudover følger det af fuglebeskyttelsesdirektivet, at beskyttelse af de fuglearter, der i vild tilstand har deres naturlige ophold på medlemsstaternes område i Europa, i vid udstrækning er trækfugle, og betragtes derfor som fælles eje. Effektiv beskyttelse af fuglene er et typisk grænseoverskridende miljøproblem, som medlemsstaterne har et fælles ansvar for.

I forbindelse med habitatvurdering af projekter eller planer, der risikerer at skade arter af særlig fællesskabsinteresse (Fuglebeskyttelsesdirektivet bilag 1) eller trækfugle (Fuglebeskyttelsesdirektivet artikel 4.2.) skal omfang og alvorligheden af mulig negativ påvirkning indgå i habitatvurderingen efter dansk forvaltningspraksis. Vurderingen skal også omfatte arter af direktivinteresse, der optræder som passerende trækfugle i Danmark, f.eks. gæs, traner, rovfugle o.a. Se også nedenfor.

Det vil altid være en konkret vurdering, afhængigt af arter på udpegningsområdet, hvor lang en radius fra beskyttelsesområdet man skal vurdere på fuglenes påvirkning af en given plan/projekt.

En § 25-tilladelse er som udgangspunkt ikke tidsbegrænset, når den er udnyttet. Vær dog opmærksom på, at hvis en tilladelse ikke udnyttes indenfor 3 år efter den er meddelt, bortfalder den dog efter miljøvurderingsloven § 39, stk. 1. Det betyder, at projektet skal være påbegyndt inden for 3 år efter udstedelsen af tilladelsen og derefter fortsat i sædvanlig tempo uden kontinuitetsbrud. Hvis afgørelsen ikke er udnyttet inden 3 år, må bygherren indgive en ny ansøgning. Der er ikke fastsat regler om dispensation fra bestemmelsen, og den kan derfor ikke fraviges.

Indledningsvist skal der foretages en vurdering af hvilke af tiltagene, der udgør en del af det samlede projekt.
Hvis aktiviteterne har karakter af en afbødende foranstaltning i forhold til miljøpåvirkningen fra VE-anlægget, skal de som udgangspunkt indgå i den samlede miljøvurdering. Det er dog altid en konkret vurdering. EU har lavet en vejledning om, hvordan man afgrænser projekter (gravity test) som kan findes her: https://ec.europa.eu/environment/archives/eia/eia-studies-and-reports/pdf/guidel.pdf.

De vilkår der fastsættes i en § 25-tilladelse skal være objektive og være begrundede i forhold til de påvirkninger, der er identificeret i miljøvurderingsprocessen jf. miljøvurderingsloven § 27. Ofte vil afbødende foranstaltninger i forhold til væsentlige miljøpåvirkninger blive fastsat ved vilkår i § 25-tilladelsen. Det kan f.eks. være, at de rekreative tiltag skal afbøde en væsentlig visuel eller landskabelig påvirkning fra VE-anlægget og derfor fastholdes ved vilkår. Der vil altid være en konkret vurdering efter miljøvurderingslovens § 27. Miljøstyrelsens udtalelse er alene af vejledende karakter, og dermed ikke bindende for klagenævnets eller domstolenes senere afgørelser og domme.

Udgangspunktet er, at de individuelle kommuner skal foretage en miljøvurderingsproces og meddele § 25-tilladelse til projektet. Miljøvurderingsbekendtgørelsens samordningsbestemmelser i kap 5. finder anvendelse, så processen bliver koordineret. Efter bekendtgørelsens § 8, stk. 3 skal de to kommuner aftale hvilken myndighed, der varetager opgaven som samordnende myndighed. Vær opmærksom på, at hvis projekter strækker over mere end to kommuner, er Miljøstyrelsen jf. miljøvurderingsbekendtgørelsens § 3, stk. 2 miljøvurderingsmyndighed.

Der henvises i øvrigt til FAQ-spørgsmålet om, hvorvidt VE-anlægget og kabel til nettilslutning er et samlet projekt og dermed skal vurderes samlet i henhold til samordningsreglerne.

Man skal i dette tilfælde være opmærksom på, at der er tale om tre selvstændige vurderinger efter henholdsvis VVM-direktivet, habitatdirektivet og vandrammedirektivet. Det er et krav, at væsentligheds-/konsekvensvurderingerne for Natura 2000 skal fremgå af § 25-tilladelsen, jf. habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 4. tilsvarende for bilag IV-arter jf. habitatbekendtgørelsens § 10, stk. 2. Efter indsatsbekendtgørelsens § 8 skal der også være en vurdering af vandrammedirektivet i § 25 tilladelsen. Disse vurderinger kan således som udgangspunkt ikke undlades på baggrund af en afgrænsningsudtalelse.

Det følger af miljøvurderingslovens § 27, stk. 2, at myndigheder kan stille vilkår for tilladelser med henblik på opfyldelse af lovens formål. Vilkår skal stå i et rimeligt forhold til projektets art, placering og dimensioner samt omfanget af dets indvirkninger på miljøet. Det vil derfor altid være miljøvurderingsmyndigheden, der skal foretage en konkret vurdering i den enkelte sag, om hvorvidt MFS medfører en væsentlig miljøpåvirkning i anlægs- eller driftsfasen, og hvilke vilkår der skal til for at begrænse denne.

Ved miljøvurdering af planer og konkrete projekter skal der redegøres for, at planen eller projektet, og de indeholdte anlægs- og driftsmæssige aktiviteters miljøpåvirkninger, kan gennemføres i overensstemmelse med den bindende danske vandplanlægning og den bindende danske havstrategi.

Ved vurdering af overensstemmelse med vandplanlægningen, skal der redegøres for påvirkninger (negative og positive) af alle direkte og indirekte berørte målsatte overfladevande (kystvande, vandløb og søer) og grundvandsforekomster. Vurderinger skal baseres på den aktuelle miljøtilstand for de konkrete vandforekomster og omfatte redegørelse for påvirkning (og evt. ikke-påvirkning) af de kvalitetselementer, der konstituerer god tilstand, herunder om påvirkningerne kan medføre tilstandsforringelse eller hindring af målopfyldelse i hver af de berørte målsatte vandforekomster.

Ved vurdering af overensstemmelse med havstrategien skal der redegøres for påvirkninger (negative og positive) af alle berørte havområder omfattet af havstrategien. Vurderinger skal omfatte redegørelse for påvirkning (og evt. ikke-påvirkning) af de deskriptorer, der konstituerer god miljøtilstand i det konkret berørte havområde.

Redegørelser for påvirkning (og evt. ikke-påvirkning) og vurdering af, om potentielle påvirkninger kan medføre tilstandsforringelse eller hindring af målopfyldelse, skal altid begrundes og evt. dokumenteres.

I forbindelse med ovenstående vurderinger er der en række opmærksomhedspunkter.

Støj fra vindmøller:

Støj fra vindmøller reguleres efter Miljøstyrelsens vindmøllestøjbekendtgørelse, der indeholder bindende grænseværdier for støj ved vindhastigheder på 6 og 8 m/s.

Der er fastsat udendørs grænseværdier, der svarer til et niveau, hvor ca. 10-15 % af befolkningen føler sig stærkt generede af støjen. Der er også fastsat en indendørs grænseværdi for lavfrekvent støj, der svarer til et netop hørbart niveau for mennesker, hvorefter den oplevede gene fra lavfrekvent støj øges stærkt.

Støjgrænserne gælder for den kumulative støj (for alle vindmøller i området), dvs. beskyttelsesniveauet for naboerne er det samme, uanset hvor mange og hvor store vindmøller der sættes op.

Vindmølleprojekter på land skal anmeldes til kommunen, som beskrevet i vindmøllestøjbekendtgørelsen. I en klagesituation skal klagen rettes mod og behandles af kommunen (det gælder også de statslige vindmølletestcentre i Østerild og Høvsøre).

Læs mere om støj fra vindmøller på Miljøstyrelsens hjemmeside: https://mst.dk/erhverv/rent-miljoe-og-sikker-forsyning/stoej/vindmoeller.

Støj fra solcelleanlæg:

Større solcelleanlæg kan give anledning til støj, da anlægget kan bestå af mange enkelte støjkilder, bl.a. invertere og transformerstationer. Der er ikke som udgangspunkt støjregler, der skal overholdes, da et solcelleanlæg ikke er godkendelsespligtigt.

En støjgene fra et solcelleanlæg kan reguleres efter de almindelige regler efter § 42 i miljøbeskyttelsesloven. Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj fra virksomheder vil skulle lægges til grund for et eventuelt kommunalt påbud.

Hvis anlægget er miljøvurderingspligtigt vil støjgener fra anlægget skulle vurderes i miljøkonsekvensrapporten, og her vil udgangspunktet være Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj fra virksomheder. Læs mere om Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser fra virksomheder her: https://mst.dk/erhverv/rent-miljoe-og-sikker-forsyning/stoej/stoejgraenser.

Der er blevet lavet nogle undersøgelser om solcellers mulige afsmitning af miljøfremmede stoffer. Den indledende vurdering af undersøgelsernes resultater peger på, at solceller ikke har en væsentlig negativ påvirkning på miljøet. Undersøgelserne om solceller og grundvandsbeskyttelse findes på Miljøstyrelsens hjemmeside her.

Som det også er beskrevet på Miljøstyrelsens hjemmeside, vurderes risikoen for afsmitning af miljøfremmede stoffer generelt at være lille, men det afhænger i høj grad af hvilke materialer, solcellerne består af. Derfor anbefaler Miljøstyrelsen at være opmærksom på dette.

Sandsynligheden for afsmitning af miljøfremmede stoffer fra solceller er størst fra beskadigede solceller, eller hvis der opstår brand, men så vidt Miljøstyrelsen er orienteret, registreres en evt. brand eller en beskadiget solcelle hurtigt af kontrolsystemer. 

På Miljøstyrelsens hjemmeside står der, at "I forbindelse med screening af det konkrete projekt skal projektejer redegøre for, om der kan være en væsentlig påvirkning fra projektet. Herunder bør der redegøres for risikoen for afsmitning. Såfremt der skal gennemføres en egentlig miljøvurderingsproces, vil det være projektejers opgave at udarbejde en miljøkonsekvensrapport, hvilket har til formål at beskrive og vurdere projektets miljøpåvirkninger. I den forbindelse bør der redegøres for risikoen for afsmitning og eventuel forurening."

Ud fra miljøkonsekvensrapporten er det myndigheden, der skal vurdere, hvorvidt de kan give tilladelse til, at det specifikke solcelleanlæg sættes op. Når det ønskes at sætte solceller op i et givent område, er det en mulighed, at kommunen i forbindelse med en miljøvurderingstilladelse fastsætter vilkår om relevant overvågning af miljøet for at imødegå miljøpåvirkninger fra anlæg og drift af solcelleanlægget. Vilkårene skal stilles i overensstemmelse med miljøvurderingslovens § 27.

For vindmøller er der for nuværende stadigvæk mangel på viden om PFAS i glasfiberprodukter som f.eks. vindmøller og vindmølleanlæg. I april 2023 udgav Miljøstyrelsen Miljøprojekt nr. 2242: "Screeningsundersøgelse af udvaskning fra vindmøllevinger". Dette projekt er en screeningsundersøgelse, hvor der er fokuseret på udvaskning af PFAS og bisphenol A fra vindmøllevinger, hvis og når de anvises til et deponeringsanlæg.

Resultaterne af undersøgelsen viser, at det ikke kan udelukkes, at der udvaskes PFAS og bisphenol A fra vindmøllevingeaffald ved deponering. Dog er de målte niveauer meget lave og derfor vurderes det, at niveauerne ikke vil kunne bidrage synligt til den samlede PFAS-udvaskning, der ellers er observeret i perkolat fra deponeringsanlæg.

Projektet henviser til, at såfremt indholdet af PFAS og bisphenol A i vindmøllevinger skal undersøges i et større omfang, så skal der undersøges et større antal prøver, derudover skal der bl.a. være et større fokus på at undgå krydskontaminering. De potentielle miljøpåvirkninger vil dog, på samme måde som for solceller, skulle beskrives og vurderes i miljøkonsekvensrapporten og med samme mulighed for at stille vilkår.

I den nuværende beredskabsregulering af elsektorens anlæg, herunder solcelleanlæg, opererer Energistyrelsen med forskellige klasser afhængig af anlæggets betydning for elforsyningen. Det fremgår af bekendtgørelse om beredskab for elsektoren (BEK 2646 af 28. december 2021), at elsektorens anlæg klassificeres af Energistyrelsen, som opererer med følgende klasser:

• Klasse 1: Anlæg af væsentlig betydning for at opretholde elforsyningen for de sammenhængende elforsyningssystemer eller væsentlige dele af disse.
• Klasse 2: Anlæg af væsentlig betydning for at opretholde elforsyningen på regionalt niveau.
• Klasse 3: Øvrige anlæg med elproduktion over 25 MW.

Afhængig af anlæggets klassificering kan der i den nuværende regulering gælde krav om fysisk sikring. For ubemandede klasse 1-anlæg gælder en række krav til mekanisk og elektronisk sikring og overvågning. Energistyrelsen stiller ikke direkte krav om hegn for anlæggene, men anlæg skal beskyttes ud fra risiko for negativ påvirkning af elforsyningen.

Med den kommende opdatering af beredskabsreguleringen, herunder implementering af NIS2- og CER-direktiverne skærpes kravene til den fysiske sikring. Det forventes, at der fra 2025 også stilles krav til den fysiske sikring af klasse 2- og 3-anlæg med henblik på at forebygge, opdage og reagere på forsøg på uautoriseret fysisk adgang.  

For så vidt angår valg af hegn til sikring af solcelleanlæg, gælder det, at valget om hegn er op til opstillers egen risiko- og sårbarhedsvurdering. Det er ikke det enkelte solcellepanel, der er kritisk for energiforsyningen, og Energistyrelsen stiller derfor ikke konkrete krav om, at anlægget skal være indhegnet. Derimod er tilslutningspunktet til det kollektive net samt netværksudstyr, der har mulighed for at tilgå de kritiske systemer, der fx styrer energiproduktionen, væsentlige for opretholdelsen af en stabil energiforsyning. Derfor forventes det, at der i den kommende beredskabsregulering vil blive stillet krav om, at uautoriseret adgang til disse typer lokationer omgående opdages og alarmeres. Det er centralt, at det er virksomhedens identifikation af kritiske anlæg og systemer samt egen risiko- og sårbarhedsvurdering, der ligger til grund for valg af foranstaltninger til fysisk sikring. Det er således op til virksomhederne at vurdere hvilke foranstaltninger, der er tilstrækkelige til at forsinke eller besværliggøre uautoriseret adgang.

Ovenstående forventninger til den kommende beredskabsregulering er behæftet med en række forbehold, idet forslag til lov om styrket beredskab først fremsættes i Folketinget i slutningen af oktober og idet bekendtgørelsen, der skal udmønte kravene endnu ikke er sendt i høring.

Yderligere information kan findes på denne informationsside om den kommende beredskabsregulering.

Der er ved selskabsudskillelse mulighed for at opnå en besparelse sammenlignet med den udgift, en kommune normalt ville have haft for selve elprisen. Størrelsen af besparelsen vil dog afhænge af de konkrete omstændigheder. Generelt når solceller opsættes og ejes af et eksternt selskab, hvad enten dette er et kommunalt selskab eller et privat solcelleselskab, vil kommunen som udgangspunkt skulle indgå en aftale med selskabet, som bl.a. vil skulle regulere vilkårene, herunder prisen, for kommunens benyttelse af solcellerne. Der er generelt stor frihed i forhold til hvilken pris, kommunen og det udskilte selskab vil kunne aftale. Det vil f.eks. stå kommunen og det udskilte selskab frit for, om de ønsker at indgå en aftale om en fast eller varierende pris. Hverken elforsyningsloven eller andre regelsæt, som Energistyrelsen administrerer, stiller krav om, at der skal benyttes en bestemt pris. Det bemærkes, at såfremt prissætningen medfører elbesparelser for kommunen kan dette føre til modregning i statstilskuddet (bloktilskud).

Læs mere om gældende regler i: Vejledning om reglerne om egetforbrug af elektricitet fra kommunale og regionale solcelleanlæg (VEJ nr. 9979 af 12/09/2022). Læs mere på Energistyrelsens hjemmeside: Offentlig solenergi – spørgsmål og svar.

Energistyrelsen kan oplyse, at elforsyningslovens hovedregel er, at transport af elektricitet skal ske via det kollektive elforsyningsnet. Der findes enkelte undtagelser til hovedreglen, herunder muligheden for at etablere direkte linjer og interne elektricitetsforbindelser, som er beskrevet nedenfor.